Selvom Microsoft tidligere indikerede, at Windows 10 ville være den sidste version, er vi nu mindre end ét år fra, at supporten for Windows 10 ophører. Hvis din computer kører med Windows 10, og ikke kan opgraderes til Windows 11, skal du formentligt have en ny computer inden 14. oktober 2025.

I 2015 udtalte Microsofts programmør Jerry Nixon, at Windows 10 ville være den sidste version af Windows. Helt præcist sagde han: “Right now, we’re releasing Windows 10, and because Windows 10 is the last version of Windows, we’re all still working on Windows 10.” (Lige nu udgiver vi Windows 10, og fordi Windows 10 er en sidste version af Windows, arbejder vi alle på Windows 10, red.).

Som bekendt har man en holdning indtil man får en ny. Dette gjaldt i allerhøjeste grad Microsoft. De havde dog flere legitime grunde til at ændre kursen:

Udseende

Da Steve Jobs introducerede iPod’en, og senere iPhone og iPad, blev vi dødelige mennesker gjort bekendt med “apps”. Og selvom apps i virkeligheden ikke er andet end et nyt ord for “programmer”, forbinder vi apps med ikoner og små programmer der kan løse en forholdsvis enkel opgave. Det kan være et spil, det kan være tilgang til et medie, eller billedbehandling. Desuden forventer vi at apps som regel ikke koster ret mange penge. Det sidste havde Microsoft allerede implementeret i Windows 10, men Microsofts apps opførte sig stadigvæk som programmer, som vi har kendt nærmest siden Microsoft lancerede deres første operativsystem MS-DOS. Og selvom Microsoft for længst havde introduceret genvejs-ikoner i Windows, lykkedes det Microsoft indtil videre ikke at komme af med de to forskellige handlinger “enkeltklik” og “dobbeltklik”. Til stadighed har folk haft svært ved at forstå hvornår der nu skulle dobbeltklikkes og hvornår der skulle enkeltklikkes.

Microsoft havde før i tiden forsøgt med at indføre “enkeltklik” på genvejsikoner, men det var en “valgfri mulighed” du kunne aktivere. Det resulterede i at de fleste mennesker ikke ændrede indstillingen, og blev ved med at bruge dobbeltklik.

På både Android og iOS er der kun behov for ét tryk for at starte en app, hvilket fik Microsoft til at satse på mere konsekvent brug af enkeltklik. Samtidig skulle Microsoft følge med den måde vi installerer vores apps. I Windows har vi i lang tid været nødt til at downloade et program, og installere det. Apple introducerede AppStore i 2008, og fire år senere fulgte Google med Play Store (kilde: TechCrunch, The Verge samt pressemeddelelser fra både Apple og Google). Microsoft lancerede også deres ‘Store’ i 2012, men det blev først fuldt integreret med Windows 10

Ulig Android og iOS havde Microsoft et opgør med fortiden, når det handler om den måde man installerer programmer på. Og Microsoft kunne ikke bare fra den ene dag til den anden droppe den måde, vi hidtil har installeret vores programmer på. Microsoft var nødt til at have “Store”-tilgangen som en alternativ måde, og hele tiden fremhæve den mulighed. Og det var det, der gjorde at Microsoft var nødt til at indføre et nyt udseende, som de kalder Modern UI. Det er den første grund til, at Windows 10 skkulle skiftes ud.

At starte med start

Fra det tidspunkt hvor Windows 95 blev lanceret, har vi haft et system, hvor vi tændte computeren, og skulle vente indtil vi havnede på skrivebordet. Der kunne vi have nogle genvejsikoner, men hvis vi skulle dybere ind i systemet, så skulle vi klikke på noget, der hed “Start”. Det har været sådan i de to forskellige versioner af Windows 95, de to forskellige versioner af Windows 98, Windows Millennium, Windows NT, Windows 2000, Windows XP, Windows Vista og Windows 7. Altså i hele 10 forskellige versioner af Windows har vi haft et skrivebord og en startknap. Startknappen har altid åbnet en boks der dukkede op i et hjørne af skærmen, og alt efter hvor meget vi fyldte i denne Start Menu kunne vi se store dele af skrivebordet liggende bag Start Menu, og hurtig komme tilbage til skrivebordet ved at klikke udenfor Start Menuen.

Men så kom Windows 8. Og Microsoft lavede en kæmpe brøler: Start Menuen blev åbnet automatisk som allerførste, når Windows var færdig med at blive indlæst. Ikke nok med det, men alle items i Start Menuen var blevet skiftet fra ord til ikoner, óg Start Menuen fyldte hele skærmen.

Ud fra Microsofts logik var det ikke så tosset: vi starter med start. Men … folk ville ikke have det. Microsoft var nødt til at krybe til korset. Og Windows 8.1 blev lanceret. Her vendte Microsoft tilbage til at starte på skrivebordet. Og nu kunne de langsomt begynde at transformere til det, de alt for hurtigt indførte i Windows 8: at starte med Start. Men så skulle de først have erstattet Windows 8 med Windows 10. Og det var der, Microsoft besluttede sig for, at Windows 10 skulle være den sidste version.

Desværre for Microsoft ændrede tingene sig markant, for konkurrenterne Google og Apple sad ikke stille.

Hackere

Det var dog ikke kun konkurrenterne der tvang Microsoft til at genoverveje fremtiden. Cyberkriminalitet er blevet en voksende trussel, og det har tvunget Microsoft til at tage sikkerhed meget mere alvorligt. I alle årene af menneskernes eksisterens har der været folk der misbrugte situationer til deres egen fordel. Og der har det altid været vigtigt at det blev gjort i det skjulte – derfra udtrykket “ting dagslyset ikke kan tåle”. Og med Internettet har vi forbindelser med folk vi ikke kender og ikke kan se. Det er det rene slaraffenland for kriminelle. Især de sidste 5-10 år er misbrug af IT-verdenens muligheder steget eksplosivt. Vi kalder det cyberkriminalitet eller hacking.

Microsoft har derfor været nødt til at tage det seriøst. Det har de også gjort godt, kan man sige. Men der har været nogle ting, som skulle have været der helt i bunden af Windows. Uden at blive alt for teknisk, så kan en computer starte operativsystemet “på en sikker måde”. Dette kaldes “Secure Boot”. Desuden er der et check, om alt ser rigtig ud i det øjeblik computeren bliver startet. Dette check hedder “TPM” eller “Trusted Platform Module”. Både Secure Boot og TPM er bygget ind i hardwaren, hvor Windows inderste kerne er bygget op på.

I den verden, vi lever i, hvor cyberkriminalitet er meget tæt på, var Microsoft nødt til at gøre både Secure Boot og TPM obligatorisk. Og det gør, at der skal stilles krav til hardware for at Windows kan køre. Det er altså den anden grund til at Microsoft skulle erstatte Windows 10 med noget nyt.

Apple og Linux er på vej.

I årene 2000 til 2010 havde Microsoft en markedsandel på lidt over 90% når det gjaldt computernes operativsystem. I 2015 var det faldet til 85%, og endnu yderligere faldt det til et godt stykke under 80% i 2020. Selvom Microsoft til dags dato har en komfortabel forspring på MacOS. I 2024 ligger Microsoft på 72-73% af markedet, mens MacOS ligger på 14-15%. Linux har ligget stabilt på en sølle 1-2% i årevis, men er så småt begyndt at vinde terræn. Ikke meget, men lidt har også ret. Her er det vigtigt at bemærke, at jeg taler om det, man kalder “native Linux”, for rent faktisk er både MacOS, systemet Apple bruger til deres computere), og Android, er bygget ovenpå Linux, men det er ikke nødvendigt at bruge Linux med en sådan overbygning. Det er stort set kun nørder der kan finde ud af bruge Linux uden en overbygning som Android eller MacOS). Kilder: StatCounter Global Stats, OSTechNix, The Register, Tom’s Hardware

Da Microsoft øverste chef hed Steve Ballmer, var Microsofts officielle holding at Linux var som en kræftknude. Da Ballmer gik på pension og gav stafetten videre til Satya Nadella i 2014 ændrede Microsofts holdning komplet: nu er det muligt at køre Linux inde i Windows.

Ikke desto mindre er det er Microsoft nødt til at holde deres system interessant. Det betyder, at Microsoft ikke blot skulle “følge med”, men også være foran på markedet. Det er et kendt fænomen, at stillestand er lige med tilbagegang. Så Microsoft var nødt til at føre an, og holde deres system opdateret. Og dette er den tredje begrundelse til, at Microsoft skulle introducere Windows 11.

Og så er vi her: Windows 11 er kommet. Og det betyder, at Windows 10 stopper på et tidspunkt. Det tidspunkt hedder 14. oktober 2025. Der dropper Microsoft al support til Windows 10.
Med “support” menes ikke “kundeservice”. Her menes sikkerhedsopdateringer og fejlrettelser. Det medfører, at det ikke forventes af virksomheder, der laver programmer til Windows, at deres programmer virker tilnærmelsesvis fejlfrit under Windows 10.

Det kan godt ske at der indimellem kommer en opdatering igennem til Windows 10, også efter 14. oktober 2025, men så er det en opdatering der beror både Windows 10 og Windows 11.

Konklusion

Med andre ord: du kan godt fortsætte med Windows 10 efter 14. oktober 2025. Men du er overladt til dine egne evner for at løse problemer, du lever på kanten med sikkerheden. Du har ingen sikkerhedsnet, og du har ingen garanti. Så medmindre du har fuldstændig styr på cybersecurity og programmering, så er det absolut det klogeste at skifte til Windows 11.

Selv jeg, som er certificeret etisk hacker, hvilket gør at jeg har rigtig meget viden om cybersecurity, og det faktum at jeg kan programmere software, vil ikke have Windows 10: det tager simpelthen for meget tid og kræfter, som jeg kan bruge andre steder.

0
    0
    Din kurv
    Ej, der er intet i din kurv!Tilbage til shoppen