Jamen så er det endelig officielt: firmaet er flyttet!
Vi “bor” nu på Jupitervej 6a i Alslev, ved Varde (postnummer 6800).

Juridisk set har vi haft adressen allerede siden engang i foråret 2025. Og vi begyndte at flytte ind i vores nye lokaler i efteråret. Men vi har taget det stille og roligt. Nu kan vi dog fortælle at vi er ved at være på plads.
Flytte med forandringen
Grunden til at vi er flyttet er fordi det skal være muligt at komme forbi hos Nørden. Siden firmaet har eksisteret i Danmark, har vi holdt kontor på hjemmeadressen, altså der hvor ejerne (ja, der er to nu!) bor privat. I mange år har vi jo ydet service ude hos folk. Under corona kom der så en del fjernsupport til, men siden starten af 2025 synes mange mennesker det er mere behageligt at komme forbi hos Nørden. Det var imidlertid ikke en mulighed på vores privatadresse: børn der render rundt, manglende toiletfaciliteter for kunder, svært at komme til (man skal enten gennem garagen eller baghaven – det er også bøvlet).
Vi siger ofte, at man som IT-bruger skal flytte med forandringen. Dermed sagt, at hvis tingene omkring os forandrer, som fx software, så nytter det ikke noget at holde fast i “det virkede også før”. Ligesom jorden engang var flad, skal vi acceptere, at det vi ikke har indflydelse på, ændrer sig. Og indrette os efter det.
Når I nu gerne vil besøge Nørden, så skal I få lov til det. Så derfor har vi nu flotte lokaler på Jupitervej 6a.

Ikke permanent bemanding
Som udgangspunkt vil der ikke hele tiden være nogen på kontoret. Derfor er det nødvendigt at lave en aftale hvis du vil komme forbi. Det nemmeste er altid at ringe, men du må også gerne maile, hvis det er. Så skal Nørden nok være der.
Og … en kop kaffe, lavet af friske bønner, er hurtigt lavet. Så hvis du har lyst til en kop kaffe, så er du da velkommen!

Parkering
Der er mulighed for parkering lige foran døren. Og for at imødekomme en anmodning fra udlejeren, så vil vi gerne bede om ikke at parkere ved siden af bygningen. Indgangen til computernørden ligger helt foran på grunden: indgangen flugter med selve vejen.
Vi glæder os til at se dig på Jupitervej 6a.
Computernørden ApS
PS Vi deler lokaler med What The Hack ApS – men det er samme ejer 🙂